Du er her: 

Filmaften i Højen sognehus

Tirsdag den 5. november kl. 19.00-22.00.

Vi skal se filmen: MENS VI LEVER

Filmen er baseret på en virkelig ulykke, der fandt sted for 16 år siden i Helsinge i det nordlige Sjælland, hvor filminstruktøren Mehdi Avaz og hans bror, filmens manuskriptforfatter Milad Avaz, er vokset op. Dengang kørte to unge mænd galt på en knallert. Den ene blev dræbt, og den anden kom alvorligt til skade. Filmen tager afsæt i den frygtelige tragedie, der ramte direkte ned i den skoleklasse, som filminstruktøren dengang gik i. Men meget er lavet om for ikke at komme for tæt på. ”Vi vil ikke gøre mere ondt. Det er en følelse, vi gerne vil ind til, hvor vi rører folk”, har filminstruktøren Mehdi Avaz fortalt. Og rører folk, gør de to Avaz-brødre med denne film, som er deres debutant-film.  Jeg (Inger Marie) blev både rørt og bevæget af denne film, da jeg så den første gang. Filmen er ikke sentimental, men rører ved nogle almen- menneskelige følelser som sorg, kærlighed, forpligtethed, svigt og tilgivelse.

Filmen viser, hvordan vores liv og skæbner på godt og ondt er knyttet sammen. I filmen følger vi fire mennesker og ser, hvordan deres liv bliver knyttet sammen af den tragiske ulykke, der ændrer deres liv for altid. En af dem er Kristian, som overlevede knallertulykken. Han har de sidste fem år levet i eksil langt væk fra sin barndomsby. Da hans forhenværende faderfigur Peter bliver alvorligt syg, tvinges han til at vende tilbage til sin hjemby og træffe en vigtig beslutning; Skal han fortsætte sin flugt, eller er det på tide at se fortidens dæmoner i øjnene?

Kom og se en tankevækkende film!

Kaffe, te, vand og kage koster 25 kr. Pengene går til ”Julehjælp”.