Hvad skal man lige sige?

For et stykke tid siden var jeg på provstikonvent med mine præstekolleger. Ved frokostbordet spurgte en ny kollega os andre: ”Hvad siger I egentlig til folk, når I har begravelsessamtaler? Jeg kondolerer eller hva´?” Hospicepræsten, som sad ved samme bord, sagde, at alle ansatte på hospice brugte det gode gamle udtryk: ”Jeg kondolerer”. Andre af mine kolleger sagde, at det afhang af, hvor godt man kendte personen og hvilken ”type” dødsfald, det drejede sig om. Drejede det sig om et yngre menneskes dødsfald eller et tragisk dødsfald, ville man sige: ”Det gør mig ondt.” Det værste er ingenting at sige eller at lade som ingenting.

Hvorfor er det så svært for folk at kondolere?

En kvinde, Anne Louise Bak, skrev d. 27. marts et debatindlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften: ”Hvorfor er det så svært for folk at kondolere?” Da hendes mor pludseligt døde, skulle hun ringe rundt til banker og andre offentlige instanser, deriblandt velgørende institutioner. Hun fortæller, at samtalen kunne forme sig sådan: ”Goddag.” ”Goddag.” ”Det er Anne Louise Bak. Jeg ringer, fordi min mor er død.” ”Nå. kay.” Pause. Her ventede hun, måske lettere naivt, på en medfølende kommentar, men der kommer ikke nogen.” Jeg vil gerne afmelde min mors faste givertjeneste hos jer.” ”Ja. Okay. Hvad er din mors cpr-nummer?” Hun blev chokeret. Havde lyst til at sige: ”Skal du ikke kondolere? Siger du bare okay?!” Andre sagde bare ”Ja” eller ”Det skal vi have fikset!”. En kvinde mødte hende dog med et venligt: ”Det er jeg ked af at høre.” Hun blev så overrumplet af hendes venlighed – efter 6 mere nøgterne telefonsamtaler – at hun begyndte at græde.

Hun fortæller, at hun også har mødt megen omsorg og omtanke i form af søde sms`er, e-mails, breve og blomsterhilsner. Hendes ærinde med debatindlægget var ikke at finde årsagerne til, hvorfor så mange undlader at gøre eller sige noget, når man møder mennesker i sorg, men at fortælle hvor vigtigt det er, at man viser medfølelse og siger noget passende: ”Jeg kondolerer”, ”Det gør mig ondt” eller ”Det er jeg ked af at høre”… Det værste er at lade som ingenting ved ikke at sige noget eller bare sige ”Okay”.

Esben Kjær. Sorgen og fællesskabet. De 50 køer

Esben Kjær (radiovært, forfatter, foredragsholder) mistede for nogle år siden sin 7-årige søn Sebastian, som døde af kræft.
Esben Kjær oplevede da – endda af hans nærmeste venner og familie – undveg ham og hans familie.
Eller at de efter kort tid holdt op med at spørge til dem, for nu måtte de da være ”kommet videre”. Han erfarede ved at tale med andre i samme situation, at han desværre ikke var alene om denne oplevelse. Han lavede en fin, seværdig og tankevækkende tv-dokumentar på DRK, som hed ”Kunsten at miste,” hvor mange, der havde mistet, desværre havde gjort samme erfaring. Men der var også undtagelser. På den lille ø Endelave ud for Horsens mødte han landmanden Karsten Kragh Hansen. To år tidligere havde hans 15-årige datter Kirse taget sit eget liv. I samme øjeblik han fik det at vide, tog naboerne over og passede hans 50 køer. Hele øen kom til begravelsen, og siden har han følt sig grebet, hjulpet og støttet – ikke bare af nogle få, men af hele lokalsamfundet.

At turde være der for hinanden og rumme hinanden.

Han spurgte Karsten, hvem der virkelig var gode til at være der for ham. Hans svar kom prompte: “Køerne er de bedste psykologer. De skal egentlig bare rumme mig. Når jeg har det skidt, har jeg fået det godt af bare at blive rummet.”
Når man er i sorg eller har det svært på anden måde, er det vigtigt at møde nogle, der kan rumme én. Og som tør være der for én og sammen med én i den dybeste afmagt og fortvivlelse. Det tager ikke sorgen og det svære væk, men det gør godt.

Højt til loftet

I de fleste kirker er der højt til loftet.
Det er der både i bogstavelig og i overført betydning. For i kirken kan vi komme med alt, hvad vi rummer:
glæde, sorg, fortvivlelse – og blive rummet. Rummet af en guddommelig kærlighed. Den eneste kærlighed,
der er fuldkommen, og som tror alt, håber alt og udholder alt. Det gør vi ikke, for vi er kun mennesker. Men vi kan gøre det bedste for at prøve at være medmenneskelige over for hinanden – også når livet gør ondt. For det gør godt.


Hvidvask

Årets ord 2018 er hvidvask

Hvidvask har haft så stor betydning i 2018, at Dansk Sprognævn og P1-programmet “Klog på Sprog” i december kårede det til ”årets ord 2018”. Valget blev truffet af en jury i samarbejde med et publikum bestående af lærerstuderende på Campus Carlsberg i København.
Der var i alt nomineret 500 ord til kåringen, som Dansk Sprognævn og radioprogrammet sorterede ned til ti ord. De sidste seks ord, der var med i opløbet, var: identitetspolitik, habitbandit, hvidvask, plantekød,
samtykke og borgerforslag. Til sidst stod finalen mellem habitbandit og hvidvask. Sidstnævnte løb med kåringen med stemmerne tre mod to hos juryens fem medlemmer.
”Hvidvask” er som bekendt et ord, vi har hørt gentagne gange i forbindelse med bankskandalen i Danske Bank, hvor milliarder af penge er blevet hvidvasket.

Hvidvask og menneskesyn

Dronningen kom i sin nytårstale indirekte ind på skandalen. Hun nævnte vigtigheden af, at vi har tillid til hinanden og omsorg og respekt for hinanden. At vi mødes face to face og ikke ”kun” på facebook for at lytte til hinanden og prøve at forstå hinanden. At vi gør vores ypperste for at vise hinanden tillid og forståelse på trods af vores forskelligheder.
For vi har alle et ansvar for fælleskabet. Det er selve vort samfunds rødder. Som hun sagde: ”Hvis rødderne er syge, kan træet ikke stå, og det vil tage mange år for et nyt træ at vokse sig stærkt. Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtigelser… Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste der, hvor man er sat.”

Derfor er hvidvask i grunden et udtryk for, at man har ringeagt og mangel på respekt for sine    medmennesker. Måske er det ikke kun udtryk for, at man ”er sig selv nok”, men også for en eksistentiel ensomhed. For hvis man hele tiden er optaget af at opnå det mest mulige og bedst mulige for sig selv, mister man blikket for andre menneskers ve og vel og for fællesskabets glæder. Som Dronningen så fint sagde direkte henvendt til børnene: "Det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået, men hvordan du er over for andre – dine venner og kammerater.” Ord, som også vi voksne kan tage til os.

Dåbens “hvidvask”

Dåbskjolen er hvid. Hvid er kirkens festfarve, og den hvide dåbskjole er - ligesom konfirmations- og brudekjolen – symbol på, at den som bærer den, er velsignet, elsket og tillgivet af Gud. Når barnet får de tre håndfulde vand øst over sit hoved, bliver det ”hvidvasket” i en ganske anden forstand, end når penge bliver hvidvasket. Den ”hvidvask”, der foregår ved dåben, betyder, at barnet får Guds kærlighed og tilgivelse givet på forhånd så at sige. Det forklarede jeg engang et stort barn, som skulle døbes, hvor til han svarede: ”Åh, det bliver dejligt!”

Barnet bliver ved dåben velsignet med korstegnet. Det er tegnet på, at det er Guds barn, at det i liv og død hører til hos Gud i hans rige. I det rige er kærligheden den øverste lov. Den både binder os og gør os frie. Den binder os til Gud og til hinanden. Til at leve et liv i kærlighed og fælleskab med hinanden. Og den gør os frie, fordi vi ved, at vi ”altid allerede er elsket”. Derfor kan vi altid få Guds ”hvidvask”: tilgivelse og dermed en chance til, en ny begyndelse.


Hvorfor tro på en Gud?

Hvorfor ikke tro på en Gud? 

I april spurgte en busreklame fra Ateistisk Selskab aarhusianerne og københavnerne: "Hvorfor tro på en Gud?"

Det samme spørgsmål stillede Kristeligt Dagblad fem kendte dan­skere den 15. april. En af dem var musikeren og forfatteren Peter Bastian, der også har en baggrund som fysiker. Han fortæller, at hans standardsvar i mange år på spørgs­målet, om hvorvidt han troede på en gud, var nej. Men så en dag fandt han på at stille sig selv det modsatte spørgsmål, nemlig om han troede på, at der ikke er nogen gud. Da han gjor­de det, fandt han til sin overraskelse et andet svar. Han havde lavet en snes enmandseks­peditioner i Grønland og Laplands vilde natur, og det gik op for ham, at hvis han havde været overbevist om, at der ikke var nogen gud, ville hans oplevelse af de ture have væ­ret radikalt anderledes, end de var.

Han fortæller: "På samtlige ture havde jeg oplevelsen af, at jeg aldrig var alene. Der var en med­dybde, som på en og samme gang var overvældende og det mest lige ud ad landevejen i forhold til mig selv. Men jeg havde ikke opdaget det før, for det er så tæt på mig selv, at det er meget svært at få øje på. Det kan slet ikke lade sig gøre at se Gud på afstand, for det ville kræve, at Gud var noget, man kunne adskille sig fra. Men Gud er en dybde inde i dig, som er helt overvældende. Da jeg fik kontakt med den, blev jeg nødt til at bruge det største af alle ord, og det er Gud." Peter Bastian blev for øvrigt døbt den 27. juni sidste år i en alder af 72 år i Løgumkloster Kirke. 

Gudstro lærer os ikke at dømme 

En anden af de adspurgte var for­fatteren Katrine Marie Guldager. Hun lægger vægt på et vigtigt aspekt ved gudstroen, nemlig at den lærer os ikke at dømme og lærer os at acceptere, at vi også er små, afhængige mennesker. End­videre siger hun om gudstroen: "Den lærer os at bøje os under loven og at holde storhedsvanvid­det stangen, så vi ikke ophøjer os selv til Gud eller gør os til domme­re over hinanden. 

Gudstroen lærer også mennesket, at vi ikke har ansvar for alt, der sker i vores liv. Hvis vi troede det, ville vores tilværelse blive ulidelig, og derfor tror jeg, det er vigtigt at kunne sige, at der er kræfter på spil, vi ikke kan kontrollere. 

Derudover tror jeg, Gud spiller en central rolle for at forstå verdens mysterium, det at vi overhovedet er her. Hans eksistens giver en for­klaring på, hvordan alt er blevet skabt, og den giver også et svar på, hvorfor vi skal dø. Helt grundlæg­gende er det jo meningsløst, at vore liv er så korte, og at vi bruger så lang tid på at lære selv de mest simple ting, og lige når vi er nået op i omdrejninger, så er det slut. På den måde kan jeg godt forstå, at nogen har opfundet paradiset." 

Hun tror dog ikke selv på Gud, fordi hun, som hun siger, ikke har nogen religiøs følelse…" Det er ikke, fordi jeg modsætter mig det. Jeg har bare ikke den følelse. Men jeg synes, der ligger en masse vis­dom i troen på en gud og kristen­dommen om, hvordan man skal leve her på jorden. Selvom man ikke tror på en gud, kan det være godt at bøje sig for den visdom, der ligger i gudstroen. Gudstroen har mange gode funktioner, der gør menneskelivet, ja, menneske­ligt, havde jeg nær sagt." 

Den 18. april handlede radioud­sendelsen "Hjernekassen" af Peter Lund Madsen også om gudstro. Emnet var "Skabte Gud hjernen, eller skabte hjernen Gud?" En af de interviewede var naturviden­skabelig uddannet. Det var hans tvillingebror også, fortalte han. De to var meget tæt knyttede til hin­anden, men havde det helt forskel­ligt med troen. Han troede på Gud og oplevede ikke, at tro og viden(skab) modsiger hinanden. Hans tvillingebror havde det stik modsat. 

Tro og tvivl går hånd i hånd 

En anden af de adspurgte, journa­listen og forfatteren Poul Pilgaard Johnsen, siger, at hans tro altid går hånd i hånd med tvivlen. Tro er ikke noget man rationelt kan argu­mentere for, som han siger. Derfor er spørgsmålet "Hvorfor tro på en Gud?" ifølge ham egentlig misvi­sende. Hans erfaring er, at han både, når han har været meget bange, og når han har været meget lykkelig, altid instinktivt har henvendt sig til Gud. 

Jeg kom i den forbindelse til at tænke på en ældre, nu afdød, vis dame. Hun fortalte mig engang, at hendes barnebarn ikke ville konfir­meres, fordi han havde svært ved at tro på Gud. Så en dag sagde hun til ham, at det skulle han ikke spe­kulere så meget på. Det vigtigste var ikke, om han fuldt og fast kunne tro på Gud, men at Gud tro­ede på ham. Så ville han godt kon­firmeres. Det var, som om en byrde var taget fra hans skuldre. 

Tro og tvivl er ikke hinandens mod­sætninger, men hinandens følges­vende. Det er et vilkår for os men­nesker, at vi kan komme i tvivl, ikke kun om vores tro på Gud, men også på hinanden og på os selv. Kan jeg nu også stole på dig? Elsker du mig virkelig? Er jeg god nok? 

Troen som et anker 

Troen er ikke nogen garant for et liv uden kvaler og tvivl, lidelse og smerte, men den er alligevel som et anker. I den forstand, at den kan give os en forvisning om, at vi aldrig er helt alene om at bære vort liv. Som jeg sagde i prædike­nen til mine kære konfirmander: "Gud er der for jer livet igennem som det anker, I altid kan holde fast i, og som den, der holder fast i jer, selv når det hele måske ramler. Ja, han er der som den I kan stole på og have tillid til. For sådan som Gud har vist sig for os i Jesus Kristus, som den, der søger, elsker, finder os og holder fast i os – sådan er Gud."


 

Se også Dagens Ord